Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/26

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Nogle mene, er en ideeforladt, kun af ydre Grunde bibeholdt Levning fra en barbarisk Tid.

Idetmindste kan jeg vel gaae ud fra, som noget almindelig Anerkjendt, at ialfald det hele moderne Statssystem hviler paa Ideen om Repræsentation ɔ: at Styrelsens Forretninger nærmest udföres ikke umiddelbart af enhver Borger, men af enkelte enten naturlige eller ved positiv Bestemmelse Befuldmægtigede. Foruden at denne Repræsentations-Idee vistnok kan sættes i Forbindelse med den nyere Tids totale — endog den religiöse Bevidsthed, saa fremgaar den allerede som physisk Nödvendighed af Staternes store Udstrækning, Borgernes Mangfoldighed og adspredte Bopæle; medens paa den anden Side den moderne Bevidsthed dog, som anfört, fordrer, at Staten skal styre sig selv. Statens Styrelse maa saaledes være efter sin Idee en Repræsentation af Staten selv, af hvad den virkelig og i sin Sandheder. Dens Fuldkommenhed bestaaer da isærdeleshed i at den virkelig repræsenterer, hvad den skal, at Alt, hvad der i Staten selv er væsentligt og berettiget, ogsaa i dens Repræsentation finder et nöiagtigt tilsvarende Udtryk. Det gjælder, at Statens Borgere virkelig finde sig og sine væsentlige Forholde og Interesser — idet mindste ideelt — medoptagne, medindbegrebne deri.