Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/18

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


enkelte Individ, havde den enkelte Stat nogen anerkjendt eiendommelig Betydning eller Opgave. Tanken om forskjellige Folkeaander og deres særegne historiske Mission, er den hele gamle Verden fremmed. Hellenerne havde som saadanne sin Modsætning i Barbarerne, en Modsætning, der egentlig kun var Culturens — Dannelsens Modsætning mod Raaheden, eller om man vil, Formens, Idealets, mod Materien. De græske Stater vare indbyrdes vel saare forskjellige; men Forskjellen havde ingen anerkjendt Berettigelse og Betydning. Deres Vexelvirkning blev derfor kun en Række af tilfældige Sammenstöd, hvorved de tilintetgjorde hinanden, indtil de med udtömte Livskræfter kunne tilsammen puttes i et Voldsherredömmes vide Sæk. Et saadant var den romerske Stat saa at sige allerede fra Oprindelsen af.

Da det nu er en væsentlig Fordring til en Regjeringsform, at den saa fuldkomment som muligt udtrykker Statsideen, saa sees, at for Oldtidens Stater, der efter det Anförte ikke vare stort Andet end hvad vi nu kalde Communer, netop den republicanske Forfatning var den naturligste. Thi her er Forestillingen om det Collective fremherskende, og den Eenhed, som vistnok heller ikke denne Statsform ganske kan undvære, er af flygtig, tilfældig eller kunstig Natur.