Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/83

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
63

strålernes tilbagekasten fra snefladen; hvilken med sine forskellige krumninger og bugter, især når den er belagt med glat skare, er at anse som et spejl. Imidlertid udfordres flere iagttagelser. Der er mange ting under solen, siger Shakespeare, hvorom vi ikke finde noget i vort compendium.

Det lykkedes os at bestige den höje tind, som hæver sin sorte væg næsten lodret op af sneen om dens fod. Tindens östlige side forlænger sig omtrent på den halve höjde imod norden; der bliver præcipicen noget mindre stejl, og en smal feldspatgang forskaffer det eneste mulige sted til opgangen. Små bække risle overalt ned fra de i höjden udoverhængende snekaver; vandet randt os bestandig ned i ærmene, når vi skulde tage fat i de fremspringende stene og rifter for at trække os op. Jeg fejler næppe meget ved at anslå den væg, opad hvilken vi stege i feldspatgangens klöft til 800 fod lodret over bræen. Når man med stor fare er kommen fra den faste klippe ind på det udstikkende snetag, så er vejen ikke længere farlig opad tindens bagside. Toppen er överst af få skridts omfang og har et yderst forrevet udseende; det er vanskeligt at finde det faste bjerg (anstehendes Gestein); ti endog det höjeste punkt ligner en sammenkastet stenhob. Det er lynilden, som således sprænger disse toppe. Ved at kaste en sten få alen ud fra os, faldt den uden at stöde an lige ned på bræen, og vi talte, fra det öjeblik den begyndte at falde lodret, til slaget hörtes på bræen, 8—9 sekunder i flere gentagne forsög. Af dette göre man sig et begreb om den enorme præcipice.

Det hændte sig, at vi på nedgangen bleve skilte fra hinanden, og först henimod morgenstunden vare alle samlede i Tyboden. Endnu tænker jeg med gysen på de timer, som jeg tilbragte i den usle hytte i en bestandig angest for min vens liv. Henimod natten var et frygteligt uvejr frembrudt — et natligt uvejr i en egn, som er skrækkelig på den klareste dag! Endelig borte jeg en stemme gennem ljoren på det lave tørvtag. Han kom drivvåd, yderst udmattet, just da alt håb begyndte at forsvinde.

Fra en mindre top i Koldedalen har man den fortræffeligste udsigt til Horungernes tætte grupper med deres utallige sne- og isbræer. Dybe, trange dale skære sig ned til Sognefjorden; de små söer og åerne före det dejligste, blågrönne isvand. Morka-Koldedalen kommer op fra Årdal til dette sted, og Utladalen sætter