Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/81

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
61

stikkende stykke brister ved sin egen vegt, så fremkommer en heftig snelavine. Tvende sådanne fulgte straks på hinanden under vort ophold på Mugnafjeldet og afgave en forbausende scene. Det virkede stærkt på barometeret. Det sank 0,25‴ under den sidste lavine; ti en betydelig luftkolonne måtte af den faldende sne blive sammenpresset i den nedenfor værende dal, medens luften på vort höje standpunkt i samme grad blev fortyndet.

Endnu samme dag fortsattes rejsen fra Hestevoldbod. Man kommer forbi Hestekampen, hvis pyramide man ser ved siden af Mugnafjeldet på mange steder i det lavere, sydligere Valders; her viser den sig ikke længere som en spids, men afstumpet og på nordsiden sammenhængende med det höjere Mugnafjeld. Så fölge Torfinstinderne, som danne en fuldkommen kam. Mellem dem og Galdeberg trænger Langsidalen sig ned til Bygdin, og nu blive denne sees bredder så stejle under Galdeberg, at man ikke længere kan fölge dem. Op igennem Langsidalen kom vi först ned til stranden igen efter en meget besværlig vandring i halvoptöet sne. Vejen måtte lægges over selve Galdeberg og var den höjeste, vi passerede med bagagen; en barometerobservation angav 4747 fod. Dette bjerg er det mægtige fodstykke, hvorpå Galdebergknausernes pyramider og kegler tårne sig. Mellem disse dannes betydelige gletscher. Egnen er yderst vild og rædsom; men her vide skytterne altid at træffe talrige flokke af rensdyr. Det var os umuligt at nå Bramboden den aften; vi måtte derfor overnatte på stranden under åben himmel. Rensdyrskytterne vide under sådanne omstændigheder fortræffeligen at hjælpe sig; med den lille håndökse rive de snart sammen et bål af törre enebærbuske, slå ild, sætte på den feltkedelen, og medens denne koger, törre de sine klæder. Vi måtte osgå finde os i dette og tilbragte tåleligen den smukke sommernat i en egn, hvor enkelte snefonner aldrig ophöre.

Den 13de kom vi forbi fælægret ved Bramboden og satte over en elv, der formedelst sit gletschervand kaldes Mælkedöla. I nærheden af dens udlöb i Bygdin forekommer et fossil, som måske turde være nyt. Ikke langt derfra forlader man Bygdin ved Ejdsbod, en ussel jordhytte, som rensdyrskytterne have bygget omtrent i middelpunktet af sine bedste jagter. Omkring Rustetjernet og Slottets höjdale (Slöttabottadden) strejfe dyrene i hun-