videnskabelige interesse og har först i den allernyeste tid fundet sine poeter.
Den nedenfor aftrykte opsats er således et aktstykke til vor „kulturhistorie“. Den vil udentvivl være ny for de fleste af årbogens læsere, da „Budstikken“ nuomstunder er sjelden udenfor de lærdes biblioteker, og den fortjener at læses.
Det nordvestlige Agershus og en del af det tilstödende Bergenhus stift gemmer en på vore karter og i vort lands beskrivelser hidtil ubekendt strækning af omtrent 150 geogr. □ mils areal. Dette betydelige stykke begrænses af de beboede dale i Gudbrandsdalen, Sogn og Valders, og forsåvidt det har nogen ejer, regnes det til præstegældene Lom, Våge, Lærdal, Lyster og Justedal. Det er en fjeldegn, som upåtvivlelig er den vildeste og måske den höjeste i Norge; og da det hele store stykke ikkun har en fast menneskebolig, så turde kundskaben om samme være mindre vigtig for ökonomen end for fysikeren. Det hele er et höjland, sådant som nordens almindelige fjeldegne; men den midterste del er opfyldt med sande alper i den betydning, som geognosterne tage dette ord, d. e. fjelde af samme fysiognomi som Schweizer-alperne. I geografien anföres Langfjeldene at gennemsætte denne egn fra nord mod syd; men man finder her ingen sådan kæde. Tværtimod löbe rækkerne med små afvigelser altid mellem öst og vest. På stiftsgrænsen trænge de sig vel nærmere sammen og danne höje punkter imellem sig, som skille Vesterhavets og Kristianiafjordens vasdrag; men disse knytninger ere så ubestemte og udhæve sig så lidet, at de ingenlunde berettige til at antage nogen fra nord mod syd löbende hovedkæde, hvoraf de andre skulde være grene. Her eksistere altså Langfjeldene i virkeligheden ligesålidt som nogen af indbyggerne kender dette navn, og det er ikke usandsynligt, at det samme, på den hele lange linje ned til Kristianssands stift, er tilfældet med Langfjeldene, som jeg vover at anse for indbildte. Hovedrækken i vort forehavende terra incognita turde
