Side:Den norske turistforenings årbog for 1872.djvu/76

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
56

söen lå, såsom han intet havde seet. Han var den store mönstermand for sin tid, de mörke gotiske kirkers og de farvede glasruders tid, da mennesket ligesom med et slags afsky vendte sig bort fra naturen og stængte den ude som noget ondt; det var spiritualismens höjdepunkt og natursansens laveste ebbe. Men nu begynder omslaget; den frie tænkning hævder sin ret og bryder stykke for stykke af fængselsmurene, så lys og luft strömmer ind og öjet vænnes til at se. I Ludvig den fjortendes tidsalder indtager allerede naturen en anerkendt plads ved siden af salonerne i det höjere samfunds interesse; men der er ikke endnu den frie, vilde natur. Træerne måtte være tilstudsede, opstillede i soldatiske, fejekostlignende rækker; marken måtte være inddelt i ruder og regelmæssige geometriske figurer for at tåles. Den mindste noget afsidesliggende dal, er det bleven sagt (Henri Martin), var for det 17de århundredes mennesker „une solitude horrible“, den mindste klippe „un chaos affreux“. Det attende århundrede var i denne som i de fleste andre henseender den store frigörelsens tid. Naturvidenskaben blev populær, og naturbeskrivelser både på vers og prosa optoges i literaturen som et genre for sig. Det er bekendt, hvor stærkt dette genre er repræsenteret i fællesliteraturens norske del og hvorledes Nordmændene i Danmark gave sin norske særfölelse luft i poetiske skildringer af hjemlige naturscener. Når vi nuomstunder ikke kunne föle os tiltalte af disse skildringers pedantiske omstændelighed og lærde mytologiske forsiringer, sa må vi ikke glemme den betydning, de kunne have havt for folkets nationale genfödelse. De vare et slags åndige landnåm. Ved den vågnende natursans kan det siges, at nationen har taget sit land i besiddelse på en ny og varigere måde. Men det er gået stykke for stykke. Först blev det lavere land indvundet med den mere smilende natur, agervidderne, skovene, de græsrige enge, hvor ikke blot natursansen, men også sansen for det nyttige kunde finde noget at hvile ved; — hos det forrige århundredes naturbeskrivende digtere gör denne sidste sig meget stærkt gældende; — sidst kom det öde höjfjeld Rousseau og Byron have opdaget alpernes naturskönhed; för stode de kun som en skillevæg, et stygt stengærde, som man skyndte sig at komme over sa fort som muligt. Jotunhejmen er först i vort århundrede bleven opdaget af den