Det er ikke bare følsomme og let bevægelige mennesker, den nuværende krig oprører.
Der er sørgmodige tilskuere, som har behov for al den mangel paa sentimentalitet, de har erhvervet sig gjennem skuffelser og erobringer i den lille kamp, det enkelte menneskeliv repræsenterer, for ikke at falde sammen ved tanken paa de værdier, som nu — hjælpeløst og hensigtsløst — gaar tilspilde.
I „Morgenbladet’s krigskronik onsdag aften 19de april skriver B. W. N. bl. a.:
„Sammenfatter vi hvad vi her i største korthed har anført, vil man se, at vi holder chanserne for at krigen kan bli kjæmpet til ende ved militære magtlinjer for meget smaa. Der er en mulighed, men heller ikke mere, for at tyskerne kan gjøre det; der er ingen saadan mulighed for de allierede.“
Tidligere i samme artikel har B. W. N. pointeret, at „det er lidet sandsynlig, at krigen skal bli kjæmpet til noget afgjørende resultat hverken paa østfronten eller paa noget af krigsteatrene af anden eller tredie orden.“
De fleste sagkyndige er vistnok enige med hr. Nørregaard, og selv i de krigførende lande har mænd med militær eller politisk autoritet sagt fra saa vidt tydelig som omstændighederne tillader det.
Men hvad saa?
