Hovedopgaven er den „wirtschaftliche“, med dens uendelighed af underspørgsmaal, den planmæssige udnyttelse af Mellemeuropas mægtige ressourcer. Og her maa der tages hensyn ikke alene til den økonomiske vinding og vækst, men ogsaa til landenes fuldkomne betryggelse i tilfælde af krig, Mellemeuropas materielle uafhængighed. Om man forsøger at indespærre Mellemeuropa i et „wirtschaftsfængsel“, har det — rigtig administreret — kraft til at staa paa egne ben. Materialet er der eller kan komme — det er organisationen, der er det afgjørende. Under krigen har finansledelsen og forvaltningsledelsen spillet en jevnbyrdig rolle med den militære, de har været lige uundværlige og betydningsfulde. En samarbeiden af Mellemeuropa kan naturligvis ikke nærmere planlægges paa forhaand, den repræsenterer jo et uhyre net af praktiske specialopgaver. Men man maa finde en platform, hvorpaa der kan bygges. Saa faar man overlade den organiske udvikling til fremtiden, dens statsmænd, finansmænd og handelsmænd. Meget morsomt er det billede, Naumann gir af et kommende kjæmpeoplysningskontor for næringsveiene — i Prag!
Mellemeuropas fremtid har Naumann naturligvis ikke udelukkende tænkt sig belig-
