skikket til at optage store omskabende tanker. Efter krigen kommer meget hurtig hverdagssjælen igjen ud af sit skjul, og med hverdagssjælen lader Mellemeuropa sig ikke forme. Ligesom Bismarck skabte Det tyske rige under krigen i 1870 og ikke efter krigen, saa maa nu vore statsmænd under krigen, mens blodet flyder og folkene bølger, finde grundlaget for den nye statsdannelse. Senere kunde og vilde det bli for sent.
Hvad jeg taler om, er en sammenvoksen af de stater, der hverken hører til det engelsk-franske vestforbund eller til det russiske rige, men fremfor alt om en sammenslutning af det tyske rige med det østerrigsk-ungarske dobbeltmonarki, ti alle videre planer om mellemeuropæiske folkeforbindelser afhænger af, om det lykkes at føre de to centralmagter selv sammen.“
Som man ser, har ogsaa Naumann „videre planer“. Med hensyn til disse udtrykker han sig meget forsigtig. Der er en mild invitation til andre lande, bl. a. ogsaa til de nordiske magter. Men det tema, der optager den større del af det overordentlig righoldige verk, er det indviklede problem Tyskland-Østerrige. Naumann er fuldt paa det rene med de næsten utallige vanskeligheder, men selve løsningen er et organisationsspørgsmaal.
