langt større stil. Og med et endda høiere religiøst, politisk, økonomisk-teknisk og verdenssprogligt formaal.“
Der er vel i disse dage ikke mange dannede mennesker inden de neutrale stater, som ikke ønsker nogenlunde det samme.
Men der er nok langt frem.
De praktiske tyskere har sat sig et mere begrænset maal. Allerede nu — eller rettere sagt: netop nu — drøftes som sagt i Mellem-Europa grundig spørgsmaalet om en varigere sammenslutning mellem Centralmagterne.
— Jeg har tidligere nævnt en bog, som kanske kan faa verdenshistorisk betydning. Det er Friedrich Naumanns „Mitteleuropa“ (Georg Reimer, Berlin), der paa en lige saa interessant som grundig maade udreder alle de spørgsmaal, som nationaliteter, sprog, handel, told, kommunikationer, landbonæring o. s. v. o. s. v. vil reise, naar tanken om et samlet Mellemeuropa skal realiseres. Og der er meget, som tyder paa, at den kan bli realiseret.
Indledningsordene i denne merkelige bog pointerer meget rigtig, hvorledes Mellemeuropa nu møder sin skjæbne:
„Mens jeg skriver dette, blir der kjæmpet i øst og vest. Jeg skriver med hensigt midt under krigen, for kun i krigen er sindene
