ber. Latinen vilde desuden ha den store fordel, at intet af de store lande da kunde føle sig forurettet. Men det er vel lidet sandsynligt, at den organiske udvikling, som alt menneskeligt, ogsaa sproget, gjennemgaar, kan ledes ind i et gammelt leie. Det sprog, der har de bedste betingelser som verdenssprog, er sikkert engelsk, bl. a. fordi det er det lettest tilegnelige. Det er formodentlig ogsaa det, Chr. Collin fortrinsvis tænker paa. Han sier senere, at det „aldeles ikke vil være nødvendigt at afskaffe de nu bestaaende rigssprog. Forsaavidt de opbevarer umistelige aandelige værdier, vil de muligvis aldrig ganske ophøre at leve. Hvert folk vil sandsynligvis være istand til at holde et nationalt hjemmesprog ved siden af et verdenssprog. To sprog vil være overkommelige for flere og flere, naar begge kan læres for en stor del mundtlig fra en tidlig alder.“
Ogsaa dette er en interessant og frugtbar tanke. Men tror professor Collin, at f. eks. tyskerne vil acceptere engelsk? Eller at englænderne vil vige prioritet til fordel for fransk?
Professor Collins fremtidshaab — eller skal vi si fremtidsbøn — klinger saaledes:
„Hvad Amerikas forenede stater allerede nu er i en liden maalestok, maa det af Europas folk stiftede verdensforbund bli i en
