den hvide races ros. Men modsætningen mellem den tankegang, der gjør sig gjældende nu under krigen, hvor de farvede anbringes paa — mildest talt — en uriaspost, og den maade, hvorpaa de i fredstid indbydes til at gjøre sig det hjemligt i de hvides samfund, som om de var i selve onkel Toms hytte, vidner om lidet fremsyn.
Jeg har her, ganske løselig, villet paapege inkonsekvensen i hvid politik. I det ene øieblik er manden fra Senegal en militær handelsvare, i det andet øieblik gjør han sit indtog i Det hvide hus i Washington. Det er et levende billede paa den blanding af brutalitet og sentimentalitet, som findes fortættet i begrebet engelsk „cant“. Vi bedriver her et farligt hykleri. Vi skal ikke behandle f. eks. en sort mand værre end vi behandler et værdifuldt og agtet husdyr, men vi skal heller ikke glemme, at han fremdeles tilhører urskogen, han er uberegnelig som en halvtam ulv.
Naar jeg har taget denne reservation, kan jeg vende tilbage til professor Collins ideer, som gir konturerne til et fremtidsmaal, der kunde være den hvide race værdigt.
Hr. Collin vil heller ha en tæt sammenknyttet forbundsstat end et statsforbund (en anskuelse, som vistnok de fleste, saaledes Friedrich Naumann for Tyskland—Østerriges
