dem frem til nogen art af „verdensunion“ i et tidsrum, som vor tanke kan fatte. Der vil altid bestaa dybe modsætninger, bestemt af naturforhold og menneskelige anlæg og evner. Disse modsætninger vil atter føre til kamp i mere eller mindre ondartede former. Det mest vidtgaaende maal, vi foreløbig kan sætte os — et relativt ideal — er at skabe en saa intim forstaaelse inden den hvide race, at denne fandt midler til at afværge „borgerkrig“, samtidig som den stod væbnet udad.
Det er desuden haabløst at ville indregistrere de forskjellige „menneskeracer“ under et og samme begreb: Menneske („homo sapiens“). Jeg bortser fra, at der findes overordentlig forskjellige „kulturer“ (professor Collin bruger jo ogsaa udtrykket „kulturfolk“ og synes heri at finde en rigtignok meget usikker begrænsning af opgaven). Jeg vil kun ha fremhævet, at forskjellen mellem de høiere og de laveststaaende „menneskeracer“ — til trods for ligheden i den fysiske konstruktion — intellektuelt og moralsk kanske er større mellem menneskene og visse dyretyper. Der er racer, der kan betegnes som menneskehedens affald. Enkelte af dem er tydelig dødsdømte, og det er for menneskeheden intetsomhelst praktisk tab, at de forsvinder. De har kun videnskabelig interesse, de er
