bagefter har kunnet række hinanden haanden, eller endog gaa i forbund med hinanden, som nu Rusland og Japan trods 1905, Preussen og Østerrige trods 1866, Frankrige og England trods Fashodaaffæren, der bragte en storm af forbitrelse i det første, saa krigen var paa trapperne, Bulgarien og Tyrkiet trods 1912—1913 osv. osv.“ Forfatteren fremhæver videre, hvorledes de kjæmpende folk under illusionen af „den endelige seier“ med dens eventuelle „magt, ære og herlighed“ forblindes af „krigsbegeistring og had“, og at de neutrales mening under saadanne forhold maa kunne tillægges en vis vegt. „Det er derfor ikke uden betydning, at der ogsaa i neutrale lande oparbeides en opinion for afslutningen af en virkelig varig fred, eller at man nøie tar op til undersøgelse og forberedelse det grundlag, hvorpaa en saadan kan tilveiebringes“. Weis citerer den anseede franske socialøkonom Victor Cambon, der ser meget mørkt paa fremtiden ogsaa i det tilfælde, at centralmagterne skulde bli helt beseiret: „Selv om de allierede har slaaet Tyskland saa fuldstændig til jorden, at de ganske efter behag kan skalte og valte med dets kolonier, statsindtægter (told- og jernbanevæsen m. m.) i en række af aar, og de vil forsøge at presse en krigsskadeserstatning paa flere hundrede
