begunstiget af Belgien. Faktum er, at det var tyskerne, som begik neutralitetsbruddet med de deraf flydende følger. Ligeoverfor den europæiske opinion — som dømmer efter de grove, i dagen liggende kjendsgjerninger – kan Tyskland her aldrig faa ret. Men det virker nærmest løierlig, naar netop England i dette tilfælde vil præsidere som dommer. Det viser lidt for megen ringeagt for europæisk bonsens.
Englands standpunkt er kort og godt:
„Qvod licet Jovi, non licet bovi.“
Og efter engelsk opfatning er England Jupiter og Tyskland oksen.
Ogsaa Laurin nævner den sammenligning, som uvilkaarlig melder sig, naar der er tale om oldtidens romere og nutidens engelskmænd: „Romanus sum — I am an Englishman“. De to folks stilling har meget betydelige ligheder. Om det saa er de romerske vagttaarne ved den piktiske mur i Britannien og de engelske forter i Himalaya, saa er der en parallel. Ja, i selve det forhold, at englænderne paa samme maade som romerne erkjender, at andre folk – naar de først er beseirede — har en vis berettigelse, et relativt selvstændighedskrav, ligger der et politisk slegtskab: det er den kloge seierherres poli-
