i mere eller mindre fintfølende former – vil gjennemføre det samme princip, som det kun for 15 aar siden gjennemførte ligeoverfor boerne. Vi behøver for saa vidt ikke at gaa saa langt tilbage som til 60-aarene, da England, frihedens høie beskytter, som menneskealdre tidligere havde erklæret negerslaveriet krig, tog sydstaternes parti i den amerikanske borgerkrig. Og dansker og nordmænd har jo ikke ganske glemt 1801 og 1807 (vi har jo ogsaa en liden erindring fra 1818).
Tysklands optræden i Belgien kan neppe ved nogetsomhelst „aktstykke“ undskyldes, bl. a. fordi maalet praktisk talt ikke blev naaet (en politisk forbrydelse, der lykkes, blir som bekjendt i almindelighed tilgit, i ethvert fald forholdsvis hurtig glemt), men ogsaa fordi Tyskland her handlede kanske ikke militært, men i ethvert fald politisk dumt: det sendte alle de mindre europæiske stater en yderst eggende udfordring, som har været dets modstandere til megen nytte. Om arten af de aftaler, Belgien har havt med England og Frankrige, vil den europæiske almenhed aldrig danne sig nogen sikrere mening, Tyskland kan hundrede gange paastaa og forsøge at bevise eller bevise, at hvis vi ikke var gaaet ind i Belgien, vilde vore modstandere ha gjort det samme – tilogmed
