del af det engelske væsen, om end i formildet form, de afbalancerer hinanden, og de befrugter hinanden. Det kan være meget tvilsomt, om de engelske sæder staar i noget taknemmelighedsforhold til puritanismen.
Puritanismen er endnu en betydelig magt i England, men den er i stor udstrækning absorberet af den ægte engelske „cant“, det formelle hykleri, frygten for helligbrøde af enhver art. I bedste fald blir denne „cant“ seriøs engelsk konveniens.
Den engelske „respectability“, den engelske „cant“ og den engelske konservatisme er saa uadskillelig forbundne, at den fremmede undertiden ikke ved, paa hvilken konto en bestemt handling skal skrives. Den maade, hvorpaa englænderne hænger ved sine traditioner og bevarer de gamle former, skikke og love, repræsenterer en styrke, men den betyder ogsaa mangengang en betydelig hindring i udviklingen, en bagevje. Den kriminelle retspleie er i det store og hele tilfredsstillende, tildels udmerket: I England repræsenterer juryen som regel sund menneskelig retsbevidsthed. Men den ensidige maade, hvorpaa f. eks. dødsstraffen anvendes – liv for liv – minder om middelalderen. De formildende omstændigheder tæller ikke. En forstyrret norsk matros, som er blit plyndret af en gade-
