ikke tør slippe elementerne løs, vi forstaar mænd som Witte, der opfattede det som sin opgave opportunistisk at formidle Ruslands indtræden i de civiliserede staters række. Vi forstaar ogsaa panslavismen og respekterer den, vi ærer russernes offervilje og idealisme. Vi har faaet en forestilling om Ruslands rigdomme. Men vi ved ogsaa, at barbariet fremdeles er levende; vi ved, at der er langt frem, før man kan betragte „den russiske bjørn“ som skytsengel for europæisk civilisation.
Laurin har i sin bog et fotografi af en venlig smilende kosak, der befinder sig i tysk fangenskab, og ledsager billedet med følgende kommentar:
„„Akta er för kosackerna, som komma efter os“, påstås de mera reguljära ryska soldaterna ha sagt i Østpreussen. Och de hade rätt i sin varning. Vänligt ler den ovanligt nära naturen stående kosackryssen. Han har barnasjälens tvära övergångar och man vet ej om han skall praktisera sin smörgås eller sit stickvapen i magan på den på stuggolvet lekande tyske barnungen“.
Der er en overdaadig livskraft hos russerne, den kraft, som ikke kjender sig selv og som derfor ikke ved at beregne, men som heller ikke kan beregnes. Denne vilddyrets ube-
