Side:Den hvide races selvmord.djvu/27

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

derveis“, men hans levninger hakkes smaat, og hans kamerater tvinges til at se paa.

Det næste stadium i vor opfatning af Rusland kan henføres til 1870-aarene, og det repræsenteres, snart sagt, af en eneste mand, Ivan Turgenjev. Med ham lærte det norske publikum den slaviske aand at kjende i en forfinet form. Den franskdannede russer bedaarede os alle, vi berusede os i hans melankoli og forelskede os i hans kvindeskikkelser. Vi begyndte at faa en anelse om det slaviske naturel og det russiske samfund. Siden kom de andre store russere, Dostojevski, Tolstoj.

De samme nordmænd, der i 1854 inderlig haabede, at sir Charles Napier — „i alle frie og oplyste nationers navn“ — maatte knuse tzarens barbariske magt, var for det meste dybt rystede over Alexander II’s mord i 1881. Han havde jo ophævet „livegenskabet“. Vi vidste jo ikke, at denne ophævelse var skeet paa saadanne betingelser, at den ene elendighed var afløst af en ny, i økonomisk henseende endnu værre; vi vidste lidet om Alexander II’s tilbagetog til den reaktionære leir, vi vidste overhovedet næsten intet om Rusland.

Nu ved vi endel mere, vi forstaar Krapotkin, men vi forstaar ogsaa de mænd, som