Der er en artikelrække om Nicolaus II og hans hof, der er biografier: af miss Florence Nightingale — fremstillet paa hospitalet mellem hendes saarede —, af Alexander II, af engelske, franske, russiske og tyrkiske statsmænd og hærførere, Palmerston, Mentschikoff, St. Arnaud, Canrobert, Pélissier, Bosquet, Istomin og Nackimoff.
Krimkrigen følges med kanske endnu intensere interesse end den europæiske krig nu. Og det, som understreger denne interesse, er et par artikelrækker om undervisningsvæsenet i Rusland og de livegnes stilling, hvor der oprulles et billede af grænseløs raahed. Udraabstegnet er en illustration af knuttens anvendelse paa mænd og kvinder!
Paa dette tidspunkt var den sterke opmerksomhed, vi viede Rusland – en opmerksomhed, som i stor udstrækning var dikteret af en dengang aktuelt begrundet frygt – utvilsomt forbundet med afsky. Rusland var knuttens land, det var Asien i dens uhyggeligste form. Sammenlignet med russernes ihjelpiskning af sine ofre var selv de kinesiske dødsstraffe at foretrække. En student, der i berettiget harme slaar til sin professor, faar 1000 slag knut (det er ca. 1850) – han er naturligvis forlængst død „un-
