Side:Den hvide races selvmord.djvu/23

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

delbar sympati eller gjennem reflektion nærmest maa sies at være tysksindede, under Frankrike en ærefuld utgang af krigen, men hvad „den skjønne kurtisane“ Italien angaar, deler man hos os i almindelighed Laurins opfatning, selv om man nærer det lønlige haab, at kurtisanens skjønhed ikke maa lide under den lektion, hun sandsynligvis senere eller tidligere vil komme til at faa.

Saa langt er der hos os enighed. Men dermed begynder uenigheden, og den er saavidt skarp, at man i norsk selskab helst bør være forsigtig med at komme ind paa spørgsmaalet England—Tyskland.

Imidlertid er der en magt, som først maa nævnes, fordi den berører baade Norge og Sverige sterkest, og fordi det er den eneste, der repræsenterer en virkelig fare for Norden, selv om kanske ikke faren er aktuel. Hverken England eller Tyskland frygtes af de skandinaviske lande; tværtimod kan det maaske engang bli skandinavernes smukke opgave at danne bindeleddet mellem de to store beslegtede nationer. Men Rusland har vi grund til at frygte, og vi har ret til at si det. Jeg mener ikke, at vi skal formode et overfald, men jeg mener, at der er meget nærliggende muligheder for en interessekonflikt, og hvordan denne interessekonflikt kan