dom, som der her fortrinsvis spørges om. Den vil enstemmig gaa i favør af England; ingen nation er i de norske bygder tilnærmelsesvis saa populær som englænderne. Eller rettere sagt: det er englænderne, som er populære. Har en og anden englænder under krigen savnet sin lakseelv, saa kan han være sikker paa, at elven ikke har savnet ham mindre.
Men i den kreds af nordmænd, som regner med et større antal faktorer end et folks forhold til vort reise- og sportsliv, en kreds, som former sin dom efter vedkommende folks indsats i videnskab, kunst, teknik, industri, forretningsliv o.s.v., dets karakter og væsen, dets historie og dets omgangsformer, vil opfatningen være meget forskjellig, og den har i aarenes løb skiftet, kanske ogsaa nu under selve krigen. Jeg mener selvfølgelig ikke, at de forskjellige faktorer er blit omhyggeligere veiet af den enkelte, men de har spillet ind ved dannelsen af den halvbevidste sympati, som ofte benævnes mening.
Under krigen har jeg ikke truffet et eneste menneske i de meget forskjelligartede kredse, jeg kommer i berørelse med, som ikke har havt sin sikre sympati for Frankrige; jeg har heller ikke hørt et eneste ord til forsvar for Italien.
