sammen om vuggen: Nei se! Nei se! Nu – barnet er kraftigt nok, og med tiden vil sikkert ogsaa maalmændene faa raad til at foretage en saglig vurdering. Forresten er det vanskeligt at fælde en dom om nordmændene som helhed, det er i virkeligheden et sterkt splittet, for ikke at si et sønderrevet folk, hvor man finder repræsenteret alt fra den mest hensynsløse ærlighed til det mest infame hykleri, fra en høi, om end ujevn kultur til en radikalt-hysterisk begrebsforvirring og det smaaligste sneversyn: Sneversynet er bedst udviklet i de saakaldte lavere klasser, af bourgeoisibornerthed findes der nu bare spredte rester.
Hvorledes ser nordmændene f. eks. paa sit nabofolk?
Om svenskerne er vi vistnok lige uenige som om os selv. Desuden er vi meget i vildrede om hvem svenskerne er — selv de af os, som har gjort streiftog i den svenske litteraturs rigdom, og som har fundet svenske venner. En tid kom vi ved ordet svenske uvilkaarlig dels til at tænke paa karolinerne, dels paa statelige svenske herrer, paa svensk smörgås og svensk banko. „Ingen skall träda upp på min döda mull och säga, att jag varit en hund mot min egen kropp,“ sa gamle domprovst Wåhlin. Det var en retskaffen
