sandt ingen aarsag til at være hoffærdige i denne stund! Naturligvis er der en del mennesker netop blandt dem, der fortrinsvis besørger forsumpningen, som finder, at alt er saare vel. Men gjennemgaaende tror jeg dannede nordmænd ser temmelig skeptisk paa sin nation. Og i ethvert fald er vi høist uenige om os selv, mere uenige end kanske noget andet folk. De indenlandske antipatier er rigt udviklede. Spørger man en nordmand: Hvad mener nu De om nordmændene? — vil man enten faa et svar, hvor reservationerne veier vel saa tungt som den positive anerkjendelse, eller nordmanden vil svare: „Jo, jeg har nogen venner som jeg liker.“ Kanske han vil tilføie: „Jeg sætter ialfald nordmændene høiere end danskerne.“ Det norske „skryt“, som vi har faaet ord for, er et nærmest abstrakt fænomen eller det tjener til at dække over en vis forlegenhed. Det var sterkest i 20–30-aarene, før Norge i sin gjenopstandne selvstændighed overhovedet havde præsteret noget. Eftersom vi har bygget vort samfund op, er vi blit beskednere, mere dannede. For tiden er det maalmændene, som især besørger skrytet. Og det er selvfølgelig fordi deres litteratur befinder sig i sin barndom. Hver ny tand, som øines hos den lille, hilses af moderlige kritikere med jubel, de stimler
