germaner staar udenfor og ser paa: skandinaverne og hollænderne. Den hvide race vælter sig i et hav af blod. Og ingen kan finde det trylleord, der stanser kampen.
Denne gang er det ikke eventyrlysten, som har tændt sindene i brand. Det er paa sæt og vis erobringstrangen, men denne er af speciel art: det er den økonomiske udvidelsestrang, stimuleret af nutidens industrialisme. En enkelt gren af den hvide race, som boede lykkelig, afsondret paa sin ø, har — mens kontinentet ordnede sine permanente indre tvistigheder — skabt sig et verdensimperium, som den ikke agter at dele med nogen, ikke engang med sine egne brødre. Og da en af brødrene er blit saa sterk, at han forlanger sin del af verdensarven, saa sier den lykkelige mand paa øen nei og atter nei. I kortspil og kolonialpolitik er der intet broderskab. Dette er verdenskrigens dybeste grund. Den ulykkelige germanisk-slaviske konflikt er den akute aarsag.
Krig er berettiget, hvis den gjør menneskeheden rigere. Man kan gaa saa langt, at man indrømmer dens berettigelse, hvis den stiller en afgjort ædlere race i spidsen for verdensudviklingen. Da Rom slog Karthago, var det en lykke for menneskeheden. Romersk haardhed var et let aag sammenlignet med
