og sidst turde det bli Polens lykke, om det nu flyttede over til „Mellemeuropa“.
Helt uden valuta gaar neppe tyskerne fra sin seirrige krig. De kommer vel ogsaa til at forlange, at de skal faa frie hænder i Mesopotamien, og det bør de — til menneskehedens bedste — utvilsomt ha. Desuden slipper vel neppe England, hvad det har annammet i Afrika, saa her kunde bli en rimelig kompensation.
Muligheder for et arrangement skulde der saaledes være. Men for uindviede øine ser det nærmest ud, som om Europas statsmænd endnu for det meste staar med hænderne paa ryggen og lader dødsorgiet gaa sin gang.
— En mand, som ser et lys i det fjerne, en lykke for den han holder af, lad det være en kvinde — en mor eller en veninde — eller en mand — en ven eller en søn — han kan veie sit offer og si: det offer betaler jeg! Jeg betaler med mit liv. Det, som jeg vinder for den jeg elsker, det, som jeg vinder for det land jeg elsker, er offeret værd.
Men i denne krig er der intet lys i det fjerne.
Hvad Nordens konger har talt om paa de møder, de har havt, er naturligvis kun delvis blit officielt.
