Sveden perlet ned av panden paa de argentinske banditter, som halte og drog av alle kræfter. Bukki Matti bandte og svor med alle det finske sprogs kraftigste gloser, mens ingeniør Barrat opflammet de andre med haanende tilrop.
Men like litet hjalp det. Stein Rask var urokkelig.
Efter en halv times uavbrutt dragkamp maatte forbryderne gi op.
Pustende og pæsende satte de sig ned i et hjørne av rummet for at holde krigsraad.
Hvad ialverden skulde man finde paa for at vinde bugt med disse fatale ører, som paa denne maate gjorde alle deres anstrengelser tilskamme?
Ingeniør Barrat foreslog, at man skulde sprænge istykker muren rundt vindusaapningen for derved at faa en større aapning.
Bukki Matti fandt, at man hellere burde hente en winsch og en kraftig motor, binde en solid jernkjetting om opdagerens ben og winsche ham løs.
Kellneren antydet, at man kanske burde la Rask bli sittende der.
Piccoloen foreslog at skjære ørene av.
Ingen av disse forslag vandt almindelig bifald. Snart opstod der et vildt mundhuggeri, hvorunder enhver forsøkte at overbevise de andre om, at hans forslag var det eneste saliggjørende.
Den store opdager lot imidlertid ikke tiden gaa ubenyttet hen.
Han vilde nu forsøke den sidste fortvilede utvei.
Mens de andre diskutterte som ivrigst, benyttet han anledningen til at avføre sig sine benklær, støvler, jakke og vest. Han stod nu i et særdeles let kostyme, særlig eftersom han om sommeren aldrig pleide at bruke underbenklær.
