Med Simon Gløggs raske kombinationsevne var det ikke vanskelig at slutte, hvilket var hvilket.
Han gik hen til datterens skrivebord, og ved hjælp av sin universalnøkkel lykkedes det ham hurtig at faa aapnet alle skuffer.
Han fandt et par dusin gamle hefter av «Film og Kino» og «Vore Damer», kvitterte tandlægeregninger, et program fra Kongshavn bad og meget andet rart. Men intet der var av interesse for ham.
Endelig fandt han paa bunden av skuffen noget, som interesserte.
Det var et brev, skrevet samme dag, men øiensynlig endnu ikke avsendt.
Med største hast for han gjennem indholdet.
Det lød saaledes:
«Rudolf!
Jeg forstaar alt. Flere av mine veninder har i den sidste tid set dig spasere sent om aftenen utenfor Grøftegrøfts villa i Thomas Heftyes gate. Forsøk bare ikke paa at negte det. Jeg har vidner nok.
Jeg angrer paa, at jeg stolte paa dig. Jeg angrer alt. Jeg angrer paa, at jeg sendte dig bud gjennem annoncerne. Du har negligeret mig og har brutt vor avtale. Jeg hader dig.
Jeg sender dig hermed ringen med den blaa sten tilbake. Jeg vil ikke eie den længere. Fotografialbumet og sofaputen kan du hente imorgen, hvis du er sjofel nok til det. Det eneste jeg ønsker her i verden er at slippe at se dig mere.
Farvel og tak for alt.
Din forhenværende
Malla.»
