han fyldte med skidne snipper, gamle strømper og hvad han forøvrig kunde undvære av sin garderobe.
Dermed var han parat til at dra avsted.
For at komme i det rette opdagerhumør trak han først op sin grammofon – hybelens pragtstykke – og spilte «Stars and Stripes» to ganger igjennem. Saa slængte han sin kombinerte regn- og vaarfrak paa sig, satte filthatten paa snur og gik med sin karakteristiske slentrende gang hen til telefonen. Et par minutter efter hadde han bestilt en bil ned til Grand.
– – –
Hos den bukkende hotelportier fik Rask hurtig rede paa, at to utenlandske herrer, grev Casabianca og friherre Søderhjelm (ingeniør Barrat og Bukki Matti naturligvis, tænkte Rask med sin sædvanlige skarpsindighet) bodde paa hotellets to bedste værelser, nr. 334 og nr. 335. De hadde bodd paa Grand en 3 ukers tid, fortalte portieren og hadde vist ikke tænkt at reise endnu. Ihvertfald hadde de endnu ikke bedt om at faa sin regning. De var kommet hjem sent inat, for et par timers tid siden –
Saa kan jeg kanske unde mig nogen timers søvn, tænkte opdageren. Imorgen tidlig faar jeg ta fat med friske kræfter.
Heldigvis lykkedes det ham at faa værelset like ved siden av de to forbryderes, nr. 336, hvis indehaver var reist samme nat.
«Det var sandelig et heldig træf,» mumlet Rask tilfreds for sig selv. «Det ser næsten ut som om lykken skal tilsmile mig denne gang.»
Saa sov da den store opdager den gode samvittighets lette, drømmefrie søvn helt til klokken 10 næste morgen. Da sprang han op med et sæt og var øieblikkelig lysvaaken.
