Ingeniør Barrat lo og snodde sin lange sorte mustache.
«La mig nu se,» fortsatte han sin enetale. «Klokken er nu 1 præcis. Vi indstiller vækkeruret til at ringe klokken 2, saa har De en hel time til at overveie Deres skjæbne og ta farvel med verden. Jeg haaber, det maa bli en behagelig ventetid! Og imens tillater min ven Bukki Matti og jeg os at si farvel og skynde os avsted til et sikrere opholdssted. Det er bedst at være et par kilometer borte, naar helvedesmaskinen springer.
Ingeniør Barrat løftet maskinen op og skrudde paa viseren paa urets bakside.
«Se saa, nu er vækkemekanismen indstillet paa kl. 2 præcis. Kun en time igjen at leve i, min kjære hr. opdager. Ak, hvor dog livet er kort og skjønt! Og imens maa De pent sitte der kneblet og bundet paa Deres stol. Kjender jeg Bukki Mattis knuter ret, saa kan De ikke røre en finger.»
Det var ganske rigtig. Detektivens arme og ben var snøret sammen som i en skruestikke.
De to forbrydere samlet i en fart sammen sine effekter og var øiensynlig belavet paa at drage avsted.
«Et ord før De gaar, hr. ingeniør Barrat,» sa den bundne opdager. Tør jeg be Dem gjøre mig en tjeneste? De vil vel ikke negte en dødsdømt mand hans sidste bøn? Det er kun at besvare et spørsmaal, et eneste spørsmaal.»
«Spør væk, bare la det gaa i en fart,» sa forbryderen med sit haanlige smil.
«Jeg vilde gjerne vite hvor det er blit av pølsemaker Grøftegrøft –?»
«Grøftegrøft? Pølsemaker Grøftegrøft?» sa Barrat med uhyklet forbauselse malet i alle sine træk. «Hvad fanden er det for en fisk? Har ikke den ære at kjende ham.»
