forseglet konvolut. Da jeg brøt seglet fandt jeg, at den indeholdt netop de dokumenter som vor regjering hadde saa stor interesse av at faa fat paa. Her er papirerne – men først frem med de 2000 kroner til mig.»
«Det skal nok ordnes,» sa en tredje ukjendt stemme. «Det er mig som har kassen og her har du moneterne. Tak for velgjort arbeide.»
Der blev en stunds taushet, kun avbrudt av den raslende lyd av papir. Om lidt brøt den velkjendte mandsstemme tausheten:
«Ypperlig! Ypperlig! Dette var min salighet et fint kup. Nu gjælder det bare at faa overlevert papirerne i gesandtskapet og saa at stikke av, før jorden begynder at brænde os under føtterne. Straks imorgen tidlig faar du, min kjære finske ven Bukki Matti Pedersonen, be om at faa vor regning paa «Grand». Det blir nok ikke saa litet tal, den kommer til at utvise. De to eleganteste værelser i hele hotellet – og saa al champagnen i Palmehaven. Forhaabentlig kan vi række at komme avgaarde til Kongens Kjøbenhavn allerede imorgen med middagstoget. Og naar vi først er forsvundet i den store stad, kan vi peke en lang næse til de norske idioter. Pokker saa uintelligent folkefærd, du Bukki –»
Med alle sanseorganer aapne hadde detektiven lyttet til denne merkelige samtale. Sammenhængen gik nu op for ham. Han var dumpet midt op i det store spionkomplot! Danserinden Floras hybel var den norske spioncentrals hemmelige møtested. Her var det de rænker blev planlagt og de skumle foretagender sat iværk, som omsluttet hele Norges land med et usynlig men frygtelig net av forbrydelser og intriger.
Og han, Kristiania-detektiven Stein Rask, Asbjørn Krags overmand, hadde ved sin geniale kløgt og sin aldrig
