Kap. 6.
La Belle Flora.
I en av logerne i «Dovrehallen» sat Stein Rask og saa ut paa det brogede liv.
Den store opdager følte sig rigtig i sit es i dette elegante, mondæne forlystelsesetablissement. Med velbehag mønstret han herrernes pletfri aftenantræk og damernes straalende toiletter. Den norske hovedstads «upper ten» hadde fyldt varieteens logerader, mens bourgeosiet hadde indtat de mere beskedne pladse nede paa gulvet. Rundt omkring ham lynte det i diamanternes skarpslepne facetter, mens perlerne blinket mat og aristokratisk og rubinerne straalte med sin dunkel røde glød. De fineste og mest utsøkte parfymer fyldte den elegante Kristiania-variete med en eggende og farlig duft –
Med spillende øine og alle sanser vaakne suget opdageren ind i denne deilige, berusende atmosfære –
Det er sandelig noget andet end madam Kopperuds Florida-water, tænkte opdageren for sig selv.
Det var længe siden, han hadde hat raad til en saadan avveksling i det daglige einerlei. Han følte sig formelig oprømt og tænkte paa de glade studenterdage, før han gik op og fik juridisk embedseksamen med «non», – dette ulyksalige «non», som var hans Akilles-hæl og som han visste de misundelige ordinære politiembedsmænd
