selv, Stein Rask, som hadde opdaget det, men en almindelig idiot av en hoteltjener med pomadisert haar og skil i nakken. Ens ære som berømt detektiv forbød en jo simpelthen at ta en øre for sit bryderi i et saadant tilfælde.
Og likedan var det gaat med en række andre av de større saker, der var betroet ham i det sidste halve aar.
De mystiske trudselsbreve fra «Den sorte Haand» til mangemillionæren direktør Stephanson viste sig at være en drøi spøk av direktørens dusbrødre og pokerkamerater, som hadde villet spille ham et puds til hans 40-aarige fødselsdag. Og «attentatet» paa Raufoss vaabenfabrik var kort og godt en diger skrøne, opfundet av vagtmanden selv, som paa denne maate hadde tænkt at tjene sig en belønning. Det pinligste ved den sidste historie var forresten, at 3 forskjellige mistænkte personer allerede var sat under laas og lukke paa Rasks foranledning og maatte slippes ut igjen efter et par ukers varetægtsarrest med en masse undskyldninger og dikkedarer. Efterpaa var der en temmelig spydig avisartikel i «Verdens Gang», øiensynlig inspirert fra visse hold inden det officielle politi.
En rynke la sig over den store opdagers høie, intelligente pande, og der undslap ham et mismodig suk. At være opdager til dagligdags var igrunden en temmelig skidt bestilling –
Nu er margarinen oppe i 75 øre marken ogsaa, fortsatte han sine triste funderinger. Og nøkkelosten i 3 kroner kiloen. Det gaar snart ikke an at leve længer for andre end aktiemæglere og kaféverter.
Alting steg. Steg stadig og ubønhørlig. Hans søndags eftermiddagscigar kostet ham nu 30 øre, inklusive stempelavgift, og «Nr. 14», som ombølget ham med de lifligste røkskyer, naar han spekulerte over et særlig
