Da opdageren hadde talt med Malla, var hans beslutning fattet.
Nu var det Grøftegrøfts villa, som maatte holdes under opsigt. Der kunde han kanske allerede iaften opdage et eller andet av interesse.
Han sa hurtig farvel til Simon Gløgg og hans kjæreste, foregav et uopsættelig forretningserende og skyndte sig hen til Thomas Heftyes gate. Da han vel var kommet ind i haven, gjorde han den opdagelse, at hundehuset var en fortræffelig utkikspost. Et strømpebaand blev fast knyttet om snuten paa hunden, som saa blev placert, omhyggelig bundet, nogen meter bak huset, mens detektiven indtok pladsen indenfor.
Han hadde en fornemmelse av, at iaften vilde der ske noget.
Derfor laa han taalmodig og ventet, i en ikke altfor makelig stilling, mens minutterne langsomt sneglet sig hen.
Av og til kastet han et blik mot det oplyste vindu. Saavidt han kunde skjønne, var det kokkepikens værelse. En gang imellem syntes han at skimte et ansigt, som tittet frem bak gardinerne.
For at fordrive tiden tændte han en cigaret og saa med velbehag den blaa røk svinde op i luften.
Klokken var nu blit halv tolv.
Pludselig hørte han listende skridt fra siden. Det knaste i grusbelægningen.
En skikkelse i uniform, med den flotte gardistlue paa hodet, sneg sig forsigtig henad havegangen og imot huset.
Der har vi nok vor ven Rudolf Jensen, tænkte den store opdager.
Skikkelsen stanset utenfor det oplyste vindu og plystret sagte et par gange.
