«Desværre forhindret idag. Gamla passer paa.»
Og:
«Kan du komme iaften utenfor guldsmedens butik?»
Borte var al mystik. Borte var tilsyneladende enhver forbindelse med det Grøftegrøftske mysterium.
Rask klødde sig eftertænksomt i hodet.
«Men si mig, frk. Hansen, hvorfor satte De altid «Flora» som overskrift?»
«Jo, det var efter avtale. Det var egentlig fordi Rudolf og jeg først blev kjendt en kveld nede paa Flora dansesalon i Tivoli –»
Atter forsvandt mystiken for den prosaiske virkelighet.
«Faar jeg lov at spørre Dem om endnu en ting,» sa Rask. «Hvad er han egentlig for noget, Deres forhenværende kjæreste. Hvad bestiller han?»
«Ingenting for øieblikket,» var svaret. «Han avtjener for tiden sin værnepligt som gardist –»
«Gardist! Gardist!»
Og pludselig gik der et lys op for den store opdager.
Meget som før var dunkelt, stod pludselig klart for ham. Og han begyndte at øine en svak lysning ind i det før saa uutgrundelige mørke, som omgav problemet Grøftegrøft –
Nu forstod han, hvad Simon Gløgg hadde fortalt om frøken Amalies mystiske bemerkninger til sin mor, om at kjæresten ikke kunde komme ut før sent paa aftenen, efterat «signalet var gaat», fordi «de passet saa godt paa.»
Og nu forstod han tillike bukseknappens mysterium.
Læseren vil erindre, at Rask utenfor Grøftegrøfts vindu hadde fundet en besynderlig bukseknap av jern eller zink, en tarvelig utseende tingest, som paa en eller
