vinduet. Hvem eller hvad det var visste han ikke. Men han fik straks en betryggende følelse ved at vite, at der var et menneskelig væsen i hans nærhet.
Kanske kunde han ved hjælp av bankesystemet sætte sig i forbindelse med dette væsen.
Han banket et par gange saa haardt han kunde mot kuffertens laak med sine bundne hænder.
Bankingen utenfor holdt øieblikkelig op. Manden hadde øiensynlig hørt signalet.
Det kom nu Rask til nytte, at han kunde telegrafsproget.
«Forstaar De hvad jeg sier?» signaliserte han ved hjælp av kortere og længere bankinger.
«Ja,» blev der svaret derutefra. «Jeg er elektriker og holder paa at reparere takledningen.»
«Vil De gjøre mig en overmaade stor tjeneste,» fortsatte detektiven. «Det gjælder liv eller død og kanske hele landets velfærd. Gjør De hvad jeg ber Dem om, skal jeg sørge for at De blir tildelt første præmie av Carnegies heltefond.»
«Ja tak,» lød svaret.
«Slip øieblikkelig Deres verktøi og løp ned paa telegrafstationen med et telegram som jeg nu skal diktere Dem. De faar lægge ut pengene saalænge, da jeg desværre for øieblikket ikke er i besiddelse av kontanter. Jeg har nemlig ingen klær paa mig og befinder mig inde i en kuffert.»
«Jeg er parat,» blev der svaret.
Stein Rask dikterte saa et langt telegram, adressert til privatopdager Simon Gløgg, Bogstadveien 43.
«Send det endelig som il,» var den store opdagers sidste ord.
Saa la han med et tilfreds suk sit trætte hode til hvile paa kuffertens bund.
