utført av vore folk, vor hjords blinde faar, som let kan ledes til at utføre forbrydelser, naar de bare er av politisk natur.
Vi vil tvinge de regjerende til at indrømme sin egen svakhet ved aapent at indføre særlige politiforholdsregler, «Okhrana», og derved angripe sin egen anseelse.
Vor hersker vil bli beskyttet av den allerhem meligste vagt, da vi aldrig vil tillate nogen at tro at der kunde tænkes en sammensvergelse mot vor suveræn, som han ikke personlig kunde knuse, og som han skulde være nødt til at gjemme sig for. Hvis vi vilde tillate en saadan tanke at vinde rum, som den har vundet indpas hos de fremmede, vilde vi dermed underskrive dødsdommen — om ikke over vor suveræn, saa dog over hans dynasti.
Ved nøiagtig iagttagelse av ydre former vil vor hersker kun bruke sin magt til statens vel, men aldrig til egen fordel eller til dynastiets.
Ved at han strengt holder sig til et saadant dekorum, vil hans magt bli æret og beskyttet av hans undersaatter seiv. De vil tilbede herskerens magt, vel vidende at til hans magt er statens vel uløselig knyttet, fordi den offentlige ro avhænger av den.
Aapent at holde vagt over kongen er det samme som at indrømme at hans magt er svak. Vor her sker vil altid være midt iblandt sit folk, og vil tilsynelatende være omringet av en nysgjerrig skare av mænd og kvinder, som altid tilfældigvis indtar de nærmeste rækker omkring ham, og saa
ledes holder pøbelen tilbake i den hensigt at opret
