het, eller i haab om at faa sin del av de fordele det medfører, og nogen av dem bare for at bli i stand til at diskutere sine egne idiotiske ideer for et publikum.
De fremmede er altid paa utkik efter heldets og bifaldets sindsbevægelser; dem faar de da ogsaa i rigelig mon av os. Derfor lar vi dem ha held med sig for at vi kan gjøre bruk av dem, som, besat av selvtilfreds stolthet, uten at merke det, opsuger vore ideer, i overbevisningen om sin egen ufeilbarhet, sikre paa at det bare er dem som har ideer, og at de ikke lar sig influere av andre.
I har ingen anelse om hvor let det er at bringe seiv den klokeste blandt de fremmede til en lat terlig tilstand av naivitet ved at appellere til hans forfængelighet og hvor let det paa den anden side. er at nedbryte hans mot ved den mindste mot stand eller bare ved at holde op med at gi ham bifald, og saaledes bringe ham i en tilstand av servil underkastelse med løfter om nyt held. Like som vi jøder foragter heldet og kun ivrer efter at se vore planer virkeliggjorte, elsker de frem mede heldet og opgir gjerne alle sine planer for at opnaa medgang. Dette træk i de fremmedes karakter gjør det meget lettere for os at gjøre hvad vi vil med dem. De som ser ut som tigre,, er saa dumme som faar, og deres hoder er fulde av tomhet.
Vi vil la dem ride sit drømmeridt paa det haab løse haabs hest, det haab kunne utslette den_jnenneskelige_ individualitet med symbolske ideer om samhold. De har endnu ikke forstaat og
