socialister, kommunister og forkjæmpere for alle slags utopier. Vi har lagt dem alle under aaget, hver eneste en av dem undergraver paa sin egen vis den sidste rest av magt, og prøver paa at øde lægge alle eksisterende love. Ved denne frem gangsmaate blir alle regjeringer stadig plaget og hyler efter at faa ro, og for freds skyld er de vil lige til at opofre alt. Men vi vil ikke gi dem ro, før de underdanig anerkjender vor internationale Verdens-Regjering.
Hoben skrek op om nødvendigheten av at løse samfundets problemer ved internationale hjælpe midler. Partistridigheter gav disse i vor magt, fordi der til at lede en opposition trænges penge, og pengene er under vor kontrol.
Vi har frygtet for at den erfarne fremmede suverænitet skulde forene sig med hobens blinde kraft, men vi har ogsaa tat alle tænkelige forholds regler for at hindre en saadan mulighet. Mellem disse to magter har vi reist en skillende mur i den rædsel de har for hinanden. Saaledes blir pøbelens rnagt en støtte paa vor side. Vi alene vil være dens ledere, og vil føre den frem til vore maal. Forat den blindes haand ikke skal fri sig fra vort grep, maa vi være i stadig kontakt med masserne, om ikke personlig, saa ihvertfald gjennem vore mest trofaste brødre. Naar vi blir en« anerkjendt magt, da vil vi personlig henvende os til masserne paa torvene, og undervise dem i politik i den ret ning som det maatte passe for os. Hvordan kan vi kontrollere hvad der læres i landsskolerne? Det er jo avgjort at det der siges
