kelig magts velsignelse, idet denne atter vil bringe den naturlige tilværelses mekanisme i funktion, den som blev ødelagt av frisindet. Hensigten hel liger midlet. Naar vi lægger vore planer, maa vi ikke saameget ta hensyn til hvad der er godt og moralsk rigtig, som til hvad der er nødvendig og fordelagtig.
Vi har foran os en plan som viser en strategisk linje. Fra denne linje kan vi ikke avvike, hvis vi ikke vil lægge aarhundreders arbeide øde. For at utarbeide en passende aktionsplan maa man erindre massens lumpenhet, ustadighet og mangel paa ballast, dens uformuenhet til at forståa og respektere betingelserne for sin egen eksistens og sit eget velfærd. Man maa forståa at mas sens magt er blind og uten fornuft i sin skjelnen, og at den laaner øre til høire og venstre. Hvis en blind skal lede en blind, falder begge i grøften. Følgelig kan de medlemmer av massen som er op vokset fra folket, ikke staa frem som ledere av hoben uten at ruinere nationen. Bare en person som er opdraget til enevoldsmagt, kan tyde de ord som dannes av politikkens bokstaver. Overlatt til sig seiv, d. v. s. til folkeledere rundne fra folke massens dyp, blir folket ruinert av partistridig heter, der fødes av magt- og ære-begjær,. og brin ger forstyrrelse og uorden.
Er det mulig for massen at skjelne uten ophid selse, og uten skinsyke at lede statens affærer, som de ikke maa sammenblande med sine egne person lige interesser? Kan de bli noget forsvar mot fremmede fiender? Dette er umulig, fordi en plan
