ogsaa faar avlad for lignende synder i det kommende aar.
For at opvække had mot de fremmede hos sit eget folk, spillet jødernes ledere rollen som provo katører i antisemitiske bevægelser ved at la frem mede faa rede paa endel av Talmuds hemmelig heter. Erklæret antisemitisme var ogsaa meget nyttig for ledende jøder, fordi den vakte medli denhet i endel fremmedes hjerter overfor de folk som tilsynelatende blev mishandlet, og deres sym pati saaledes blev paa Zions side.
Antisemitismen som foranlediget forfølgelse av de lavere klasser blandt jøderne, hjalp jøderne til at holde sine landsmænd i lydighet. De kunde tillate sig det, fordi de altid traadte til i tide, og frelste sine egne. Læg merke til at jødernes ledere i antisemit-optøierne aldrig led overlast med hensyn til sin personlige eiendom eller sin officielle stilling i sin administration. Dette er intet at undres over, fordi det var de samme ledere som opviglet «de kristne blodhunde» mot sine mere beskedne landsmænd, og blodhundene holdt deres hjord i orden for dem, og hjalp der ved til med at iverksætte Zions solidaritet.
Efter sin egen opfatning har jøderne allerede opnaadd stillingen som øverste styrere over hele verden, og holder nu paa at kaste masken.
Naturligvis laa Zions stigende magt altid i deres guld; derfor behøvet de bare at arbeide for at gi guldet vær di.
Guldets høie pris skyldes hovedsagelig guld pengene; dets ophobning i Zions hænder forklares
