Rødø, Herr Peter Strømer, levede, var det i det hele trange Kaar for „Gammel-Erik[1].“
Herr Petter for ofte selv til Bergen paa en af de mange Jægter, han havde; han stod da fra den tidlige Morgen til sent paa Aftenen og solgte Fisk ligesom de andre Helgelændinger. Det hændte sig da engang, at Kongen kom til Bergen og en Lørdags Kveld lagde Merke til Presten, som stod og strævede blandt Bønderne paa Bryggen. Kongen fik da Lyst til at sætte ham i Bet. Søndag Morgen, medens Folk samledes i Kirken, sendte han Bud til Herr Petter, at han strax skulde komme og præke i Domkirken. Da trak Herr Petter Prestekjolen paa, gik i Kirken og holdt en Præken, som Kongen aldrig havde hørt Magen til[2].
Af nogen Lighed hermed er det Sagn om Petter Dass, der af dem alle er mest kjendt og fortælles med større og mindre Afvigelser paa de forskjelligste Kanter af vort Land. Herr Petters Ry, heder det, havde naaet helt ned til Kjøbenhavn, og Kongen fik Lyst til at høre ham præke. Saa sendte han Bud til Presten, at han første Juledag skulde præke for Kongen i Kjøbenhavn. Brevet sendte han op til en Bisp i Norge, og siden skulde det gaa fra Prest til Prest helt op til Helgeland. Men disse Prester skjønte nok, hvad Meningen var med Brevet, og var avindsyge over, at Petter Dass skulde nyde saa stor en Ære. Derfor beholdt de Brevet hver en Stund og fik laget det saa, at det ikke kom frem til Alstahaug før paa Juleaften. Men Herr Petter vidste Raad alligevel. Om Kvelden efter Nadverden gik han ind i Kontoret og læste vel igjen Døren. Da drog han
