Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XL


Oppe i Nordland ved man mangeſteds at fortælle om, hvorlunde Petter Daſs lod den onde arbeide for ſig ved Fiſket. Herr Petter drev paa Fiſkeri og Lofot-Brug ſaa ivrig ſom nogen af de Nordlandſke Jægteſkippere. En Høſt, ſom han var i Forlegenhed for en Dreng, kom pludſelig en fremmed Karl, ſom ingen kjendte, til ham og blev da ſtrax ſat i Arbeide ved Fiſket ſammen med de andre Drenge. Da Jule-Aften kom, ſkulde Drengene hente ſin „Dagsror[1].“ De øvrige Drenge gik nu ind til Preſten og fik, hvad de ſkulde have, men den fremmede Karl blev ſtaaende ude alene. De andre ſagde til ham: „Vil ikke du ogſaa gaa ind til Far og faa Dagsror?“ „Aa,“ ſagde han, „naar Svartkofte-Manden kommer, faar nok ogſaa jeg min Del.“ I ſamme Øieblik kom Herr Petter og kaldte paa ham, og han maatte følge med lige ind i Storſtuen. Siden ſaa ingen den fremmede mere; men Pigen, ſom gjorde rent, blev var, at midt paa Storſtue-Gulvet var der tegnet en Kridtring, og ſaa ſkjønte de, at han var ſat nedigjennem den, og forſtod ogſaa med det ſamme, hvad det havde været for en Dreng.

Blandt de Kunſtſtykker, ſom Herr Petter tvang den onde til at udføre for ſig, var ogſaa det at ſno Tang af Sand, at hente en ſtor Helle op af Havſens Bund o. lign. Der er ellers dem i Nordland, ſom mener, at Herr Petter var for ſtor en Mand til at bryde ſig videre om „Gammel-Erik.“ Det var bare, naar denne blev altfor brydſom, at Preſten fandt det Umagen værdt at viſe ham ſin Overlegenhed. I Almindelighed overlod han ſin Kapellan Herr Sten Wirthmand at gjøre det af med ham; Wirthmand var ogſaa ſærdeles duelig i den Retning, og ſaalænge han og Preſten i

  1. De Procenter af Fortjeneſten eller Udbyttet, ſom Drengene fik foruden ſin faſte Løn.