Oppe i Nordland ved man mangesteds at fortælle om, hvorlunde Petter Dass lod den onde arbeide for sig ved Fisket. Herr Petter drev paa Fiskeri og Lofot-Brug saa
ivrig som nogen af de Nordlandske Jægteskippere. En Høst, som han var i Forlegenhed for en Dreng, kom pludselig en fremmed Karl, som ingen kjendte, til ham og blev da strax sat i Arbeide ved Fisket sammen med de andre Drenge. Da Jule-Aften kom, skulde Drengene hente sin „Dagsror[1].“ De øvrige Drenge gik nu ind til Presten og fik, hvad de skulde have, men den fremmede Karl blev staaende ude alene. De andre sagde til ham: „Vil ikke du ogsaa gaa ind til Far og faa Dagsror?“ „Aa,“ sagde han, „naar Svartkofte-Manden kommer, faar nok ogsaa jeg min Del.“ I samme Øieblik kom Herr Petter og kaldte paa ham, og han maatte følge med lige ind i Storstuen. Siden saa ingen den fremmede mere; men Pigen, som gjorde rent, blev var, at midt paa Storstue-Gulvet var der tegnet en Kridtring, og saa skjønte de, at han var sat nedigjennem den, og forstod ogsaa med det samme, hvad det havde været for en Dreng.
Blandt de Kunststykker, som Herr Petter tvang den onde til at udføre for sig, var ogsaa det at sno Tang af Sand, at hente en stor Helle op af Havsens Bund o. lign. Der er ellers dem i Nordland, som mener, at Herr Petter var for stor en Mand til at bryde sig videre om „Gammel-Erik.“ Det var bare, naar denne blev altfor brydsom, at Presten fandt det Umagen værdt at vise ham sin Overlegenhed. I Almindelighed overlod han sin Kapellan Herr Sten Wirthmand at gjøre det af med ham; Wirthmand var ogsaa særdeles duelig i den Retning, og saalænge han og Presten i
- ↑ De Procenter af Fortjenesten eller Udbyttet, som Drengene fik foruden sin faste Løn.
