Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXVI


Den Helgelandske Almue antager, at Herr Petters store Bedrifter var en Følge af, at han i Wittenberg havde faaet fat paa „Svartboken.“ Denne Svartbog anser Folk deroppe dels som et særskilt Skrift, dels som en Del af Bibelen, der før udgjorde sjette Mosebog, men som af Presterne er tagen ud af Bibelen, fordi den „ikke hører til Trua.“

Herr Petter havde i sit Sogn duelige Hexemestere i Finnerne; men flere Sagn ved at fortælle, hvorledes han satte Ganfinnerne fast i Kunsten. Engang kom der en „Finske“ (Finnekone) til Presten for at prøve, om han egentlig duede til noget i „Svartkunsten.“ Da hun havde talt med ham en liden Stund, sagde hun: „Jeg skal syne dig et Spil.“ „Vi skal syne hverandre Spil,“ svarede Herr Petter, tog saa Prestekjolen paa sig og bad Finsken vise sine Kunster. Hun udsendte da al den Gan, hun formaaede, men Ganfluerne bare surrede omkring Herr Petter uden at formaa at gjøre ham Skade. Her havde hun da fundet sin Mester[1].

Der er den Forskjel paa Ganfinner og Troldkjærringer og paa Prester, der har Svartebogen, at disse bare gjøre godt med sin overnaturlige Evne. Om Herr Petter heder det saaledes, at det engang paa hans gamle Dage udover Vaaren kom en umaadelig Mængde af Aamer (Larver) i Ageren. Det saa ud, som om disse Skadedyr skulde aldeles fortære Sæden. Da kaldte Herr Petter hele Almuen til Kirken og holdt Bededag med den; men da saa Kirkefolket kom ud igjen, var Luften saa fuld af Smaafugle, at man neppe kunde komme frem for dem, og alle Aamerne blev opædte inden Aften.

Et andet Aar hændte det, at det om Høsten blev et saa

  1. Meddelt af Kateket A. Bang i Tromsø, ligesom ogsaa de foregaaende Sagn.