Side:Dass - Samlede Skrifter 1.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
XXXVI


Den Helgelandſke Almue antager, at Herr Petters ſtore Bedrifter var en Følge af, at han i Wittenberg havde faaet fat paa „Svartboken.“ Denne Svartbog anſer Folk deroppe dels ſom et ſærſkilt Skrift, dels ſom en Del af Bibelen, der før udgjorde ſjette Moſebog, men ſom af Preſterne er tagen ud af Bibelen, fordi den „ikke hører til Trua.“

Herr Petter havde i ſit Sogn duelige Hexemeſtere i Finnerne; men flere Sagn ved at fortælle, hvorledes han ſatte Ganfinnerne faſt i Kunſten. Engang kom der en „Finſke“ (Finnekone) til Preſten for at prøve, om han egentlig duede til noget i „Svartkunſten.“ Da hun havde talt med ham en liden Stund, ſagde hun: „Jeg ſkal ſyne dig et Spil.“ „Vi ſkal ſyne hverandre Spil,“ ſvarede Herr Petter, tog ſaa Preſtekjolen paa ſig og bad Finſken viſe ſine Kunſter. Hun udſendte da al den Gan, hun formaaede, men Ganfluerne bare ſurrede omkring Herr Petter uden at formaa at gjøre ham Skade. Her havde hun da fundet ſin Meſter[1].

Der er den Forſkjel paa Ganfinner og Troldkjærringer og paa Preſter, der har Svartebogen, at disſe bare gjøre godt med ſin overnaturlige Evne. Om Herr Petter heder det ſaaledes, at det engang paa hans gamle Dage udover Vaaren kom en umaadelig Mængde af Aamer (Larver) i Ageren. Det ſaa ud, ſom om disſe Skadedyr ſkulde aldeles fortære Sæden. Da kaldte Herr Petter hele Almuen til Kirken og holdt Bededag med den; men da ſaa Kirkefolket kom ud igjen, var Luften ſaa fuld af Smaafugle, at man neppe kunde komme frem for dem, og alle Aamerne blev opædte inden Aften.

Et andet Aar hændte det, at det om Høſten blev et ſaa

  1. Meddelt af Kateket A. Bang i Tromsø, ligeſom ogſaa de foregaaende Sagn.