Saa gick til med den;
Malfri stod igien;
Over saadan kræsen
Dreng-Væsen
Stod som hun var slagen paa Næsen.
Siden, som det blef opdaget,
At hendis Tøs den har taget,
Blef den gode Qvinde
Ved Sinde,
Seer sig om i Vraae
Fant en Kjep der staa,
Dievels Hus der laa,
Bancket Ryg og blaa
Fick den Tøs at bære,
Maat' svære,
Aldrig meere utro at være.
Malfri sin Ko skulde melcke,
Buncken hun sætter paa Bielcke,
Sielf gaar hun i Fiøsen
Med Tøsen,
Deeler Straaet ud
Til sit Qvæg og Stud,
Til sin Øg og Skiud,
Siiler giennem Klud,
Mens staaer hendis Bikker
Og slikker
Melck af Bøtten, saa de snart sprikker.
