den Forening, som Rigerne udi Dronning Margretes Tid og siden i Konning Christian den førstes Tid imellem gjort er“.[1] Og i samme Retning have ogsaa i den senere Forenings Tid Forfattere udtalt sig.[2]
Samme Dag udstedte Kongen ogsaa en Del andre Breve. Han tog saaledes Stavangers Biskop og Domkirke under sit kongelige Værn, hvad allerede Erik af Pommern havde gjort 1431 og Kong Christopher gjentaget ved sin Kroning 1442.[3] Bergens Biskop og Domkapitel fik et særegent Bevis paa Kongens Naade, idet han den 9de September tilstod dem Hardangers Len med al kongelig Ret, mod at de forpligtede sig til en daglig Messe om St. Olaf med Kollekter om Treenigheden, vor Frue og St. Anna med Voxlys og Ringning samt med Forbønner for Kong Christiern, Dronning Dorothea, deres Forældre og Efterfølgere, Norges Rigsraad og alle Christne.[4]
Dette er mærkelig nok saagodtsom det eneste Forleningsbrev, der er bevaret fra den hele Kongereise. Det siges udtrykkelig, at Kongen i Bergen uddelte Forleninger,[5] hvad han udentvivl allerede har gjort ogsaa i Throndhjem, men med Hensyn til Enkelthederne
- ↑ Thingfarebalken Kap. 10. Kong Christian IV’s Norske Lovbog, udg. af Fr. Hallager og Fr. Brandt, Chra. 1855, S. 22.
- ↑ „Unter so vielen fruchtlosen Verträgen, die damals fast in jedem Jahre geschlossen wurden, ist dieser von der glücklichsten Wirkung gewesen. Denn er ist der Hauptgrund von Dänemarks und Norwegens fortdaurender und unauflöslicher Verbindung. Und in Betrachtung dieses Bundes, der sich auf eine enge, gleiche und brüderliche Vereinigung gründet, werden die beiden Reiche nicht unrecht Zwillingsreiche von Dänischen Poeten genannt.“ J. H. Schlegel, Geschichte der Könige aus dem Oldenburgischen Stamme. Th. 1. 2te Aufl. Kopenh, 1771. Fol. S. 27.
- ↑ Dipl. Norv. IV, S. 621, 649, 675.
- ↑ Dipl. Norv. I, S. 591.
- ↑ M. v. Behaim, l. c.
