tage nogen Udlænding, men altid en Dansk eller en Svensk.[1] Ogsaa andre Bestemmelser bleve vedtagne om den kommende Forenings Vilkaar.
Mellem de to for Tiden regjerende Konger skulde strax sluttes Fred, hvilken skulde være forkyndt til Efterlevelse af hver Mand i samtlige tre Riger inden førstkommende St. Olafs Dag. For Norges Rige skulde Adgang staa aaben til, naar alle tre Riger kom under en Konge, at indtræde i det her afsluttede Statsforbund.[2]
De forsamlede danske og svenske Rigsraader optraadte altsaa ingenlunde som sine Kongers Fuldmægtige, men meget mere som de to Rigers souveraine Repræsentanter. Der er heller ikke i denne Statsakt Tale om nogensomhelst Ratifikation af Kongerne. Dengang, da disse vedtoge Forliget paa Gotland, havde der været tænkt paa noget ganske andet, nemlig at komme til endeligt Opgjør ar forskjellige, i Forhold til hvad man nu havde besluttet mindre Sager og Tvistemaal, først og fremst om hin omstridte Ø. Men netop disse Ting lod man nu uafgjorte, idet man henskjød dem til en ny Kongres, som til næste Aar skulde holdes paa Landemærket mellem Bleking og Smaaland.
Norges Skjebne blev derimod afgjort. I Forliget paa Gotland var Norge blevet opført som et af Christierns Riger, men siden
- ↑ Paludan-Müller har i sine Observ. criticae, p. 88, og i sin Bog: De første Konger af den oldenb. Slægt, S. 287, gjort opmærksom paa, at der fra svensk Side siden paastodes, at til Fælleskonge skulde der rettelig have været valgt afvexlende en Dansk og en Svensk, hvorfor der efter Kong Hans’s Død forekommer en svensk Udtalelse om, at Unionen vel burde fornyes, men under en svensk Konge, ligesom det i 1547 endog anførtes, at det allerede ved Foreningen af 1397 havde været besluttet, at Valget skulde afvexle mellem Mænd af alle tre Riger. (Stiernman, Alla Riksdagars Beslut, Bihang, p. 80 fgg.). Mon ikke denne Paastand kan have sin Oprindelse i denne Halmstadkongressens Beslutning om Valg af enten en Dansk eller en Svensk?
- ↑ Dipl. Christierni Primi, p. 18 sqq.
