mark, der baade selv ansaa sig som Hovedriget og ansaaes derfor i Udlandet, gjaldt Unionen som noget, der gjorde dette Land stor Ære, og, hvad der var endnu vigtigere, en stor Del af de to andre Rigers Indtægter blev altid, trods alle Forsøg paa at hindre det, fortæret i Danmark. I dette Rigs var det derfor udentvivl de dengang raadende Klassers Ønske, at Forbindelsen maatte blive opretholdt, skjønt ganske vist helst saaledes, at man vel gjerne saa sin egen Konge valgt ogsaa i de to andre Riger, men neppe vilde tillade disse at øve nogen Indflydelse paa, hvem der skulde vælges i Danmark. Sverige og Danmark vare de to Led i Unionen, paa hvem det i denne Sag kom an. At Norge vilde komme til enten at tiltræde deres fælles Valg, ifald de bleve enige, eller i modsat Fald vilde komme til at følge det af dem, der viste sig at være stærkest, stod visselig temmelig klart allerede for hin Tids Bevidsthed.
Men der gaves i Sverige ogsaa et stort Parti, som vilde benytte Thronledigheden til at skille sig fra Danmark og at hæve en Indfødt paa Thronen. Dette Parti blev i Begyndelsen stærkest. Efter en samtidig svensk Forfatters Fortælling var der flere, ja endog mange svenske Herrer, der hver for sig tragtede efter Kronen.[1] Har dette virkelig været Tilfældet, kom dog en eneste af dem snart til ganske at fordunkle de øvrige, nemlig Rigsmarsken Karl Knutssøn, der tidligere havde forestaaet Sveriges Styrelse, og hvem Kong Christopher ikke havde kunnet affinde med noget mindre Len end hele Finland, hvor han fra Viborg af
- ↑ „Cum multi essent in regno milites divites et potentes, multi erant, qui ad coronam regni et dignitatem regiam aspirabant, suae conditionis immemores et malorum instantium inexperti.“ Ericus Olai, Historia Svec. (Ser. Rer. Svec. II, 1, p. 155). Ericus Olai opholdt sig ved den Tid, hvorom her er Tale, sandsynligvis som Studerende i Rostock, hvor han i Oktober 1447 var bleven immatrikuleret. (C. Annerstedt, Upsala Universitets Historia, I, S. 30).
