ombord hos sig, omtalte Cuba som en stor Ø med 6 store Floder; de mente, at det tog 20 Dages Roning i Kano at komme rundt Øen, og at der var Guld- og Perlegruber paa Øen. De derimod, som var ombord paa »Pinta«, omtalte Cuba som et Sted inde i Landet, og at dettes Konge laa i Kamp med en mægtig Fyrste, som de kaldte Cami eller Cavila; Pinzon hævdede derfor, at Cuba var en By inde i Landet, og at Cami var Storchanen, saa at de nu befandt sig ved selve Østasien. Columbus lod sig derfor allerede efter faa Dage overtale til at gaa over til denne Opfatning og noterer ved 1ste November: »Det er sikkert, at dette er Fastlandet, og at jeg nu er mellem Zaitun og Quinsay, 100 Mil fra disse Stæder, mere eller mindre fra hver af dem.«
Der hvor Spanierne landede den første Dag, fandt de Landsbyen forladt af Indbyggerne; de iagttog de teltlignende Træhuse, Fiskeredskaber, de ikke-gjøende Hunde og tæmte Fugle, Hængekøierne (hvis cubanske Navn hamac snart efter blev optaget i de romanske Sprog), det friske Grønsvær, de store og skjønne Palmer og Fuglenes Sang. »Man hørte hele Natten Fuglenes Sang, saa alle frydede sig; Luften var mild og duftende, og der var ikke koldt om Nætterne.« Ikke langt fra Kysten saa man Fjelde hæve sig, og selve Kysten var høiere end paa Bahama-Øerne; den mindede Columbus om Sicilien.
De første Dage seilede Columbus mod Vest eller Nordvest, men da han ikke fandt nogen større Bebyggelse, og Landet fremdeles strakte sig videre i samme Retning, ansaa han det paa Grund af den sene Aarstid for sikrest at vende om (31te Oktober). Den følgende Dag forstod han ved Hjælp af sine »Indiere« at aabne Forbindelse med Indbyggerne paa Cuba, som nu ogsaa modtog ham som Himmelens Sendebud. Under Forhandlinger med dem fik han høre, at paa Cuba var der lidet Guld, men mere i Babeque mod Øst, »hvor man samlede Guld om Natten ved Fakkellys og fyldte det i Tønder.« Andre talte om lignende Rigdomme i Bohio, hvor Indbyggerne bar det i Ørerne, paa Hals, Arme og Ben. Der var ogsaa stor Handel og Forbindelser med Folk mod Sydøst; men disse Folk — sagde de — var enøiede eller havde Hundehoveder, og de røvede og spiste Mennesker fra de andre Øer. Menneskeæderne kaldte »Indierne« Caniba, og de røbede stor Frygt for at møde dem; Columbus lagde Mærke til dette Ord (som kun er en cubansk Udtale af Cariba ɔ: Kariber), især fordi det mindede ham om Chan’en som han søgte saa ivrigt
