lægger han Lidelser for at vise sin Magt. Han handler ganske, som han taler. Alt det, han lover, betaler han, og det med Renter; det er hans Vis. Se, hvad Din Skaber har gjort for Dig, og hvad han gjør for alle. Endog nu viser han Dig Lønnen for de Anstrengelser og Farer, som Du har lidt i andres Tjeneste.«
Jeg var rystet ved at høre dette, og kunde ikke finde Ord til at svare paa saa sande Ting, men begræd alene mine Feil. Men den, som talte til mig — hvem det nu var — endte med at sige: »Frygt ikke, men hav Tillid, Alle disse Lidelser er skrevne paa Marmor, og ikke uden Grund.«
Jeg stod op saa snart, som jeg kunde, og efter 9 Dage blev Veiret godt, men ikke godt nok til at trække Skibene ud af Floden. Jeg samlede de Mænd, som var paa Land, med alle de andre, fordi jeg ikke havde saa mange, at jeg kunde lade en Afdeling være paa Land og en anden manøvrere med Skibene. Jeg vilde være bleven tilbage med alle mine Folk for at forsvare det Anlæg, jeg havde grundet, hvis Deres Høiheder havde vidst om dets Tilværelse; men nu besluttede jeg at forlade det af Frygt for, at aldrig noget Fartøi skulde lande paa det Punkt, hvor jeg var, og i den Tanke at, naar man fik bringe Hjelp, kunde alt gjenoprettes.
Jeg reiste i den hellige Treenigheds Navn derfra Paaskeaften med mine raadne, ormstukne og stærkt hullede Skibe; dog efterlod jeg det ene i Belem med stor Ladning og det andet i Belpuerto og beholdt kun tilbage to, der var i samme Tilstand som de andre, uden Skibsbaade og uden Levnetsmidler, idet jeg søgte at naa over Hav og Vand paa 7000 Mile (Millas) eller vilde dø underveis med min Søn, min Broder og saa mange tapre Mænd. Lad dem, som har for Sædvane at dadle og øve Kritik, nu spørge, naar de sidder roligt hjemme: »Hvorfor gjorde Du ikke det eller det ved den Leilighed?« Jeg skulde ønsket, at de havde været med paa denne Reise; men jeg tror sandelig, at en Reise af en anden Natur forestaar dem, hvis man tør stole paa vor Religion.
Den 13de Mai kom jeg til Mago’s Provins, som grænser til Kathai, og jeg reiste derfra mod Española. Jeg seilede i to Dage med god Vind, men derefter blev der Modvind. Den Vei, jeg fulgte, havde jeg valgt for at undgaa de talrige Øer, som findes i disse Egne, og saaledes undgaa Grundene, som omringer dem. Uveiret tvang mig til at vende om uden Seil; jeg nærmede mig en Ø, hvor jeg først tabte tre Ankere, og ved Midnat under et
